Gratis Penge

Det siges undertiden, at regeringer spildte chancen ved den globale finanskrise fra 2007-09 ved ikke at genoverveje den økonomiske politik, efter at støvet havde lagt sig. Ingen vil sige det samme om den nuværende covid-19-pandemi. Det har ført til en desperate forsøg på at vedtage lovgivning, der kun for få måneder siden var enten utænkelige eller direkte forræderiske. Som et resultat sker der nu et dybtgående skift indenfor den globale økonomi af den slags, der kun sker én gang i en generation. Ligesom i 1970’erne, da clubby Keynesianism gav plads til Milton Friedmans stramme monetarisme, og i 1990’erne, da centralbankerne fik deres uafhængighed, markerer pandemien starten på en ny æra. Dets overordnede tegnebræts politik vil skabe muligheder og indeholde enorme risici, der stammer fra et overdreven niveau af statsindgriben i økonomien og de finansielle markeder.

Denne nye epoke har fire definerende funktioner. Den første er den chokerende skala af udstedelse af statsobligationer og det tilsyneladende ubegrænsede potentiale for endnu flere. IMF forudsiger, at rige lande vil låne 17% af deres samlede BNP i år for at finansiere $ 4,2 billioner dollars i udgifter og skattelettelser, der er designet til at holde økonomien i gang. Og de er ikke færdige endnu. I Amerika diskuterer Kongressen en pakke nummer to. Den Europæiske Union er netop blevet enige om en ny stimulus pakke finansieret ved fælles låntagning , hvilket ikke er set før i Unionens historie.

Den anden funktion er trykmaskiner på steroider. I Amerika, Storbritannien, eurozonen og Japans har centralbanker skabt nye reserver af penge til en værdi af ca. 3700 milliarder dollar i 2020. Det svare til 895 storebælts broer. Meget af dette er blevet brugt til at købe statsgæld, hvilket betyder, at centralbanker stiltiende finansierer denne stimulus. Resultatet er, at de lange renter forbliver lave, selvom udstedelse af offentlig gæld stiger.

Statens voksende rolle som kapitalforvalter er det tredje aspekt af den nye tidsalder. For at undvige et kredit-krise har Federal Reserve (Den amerikanske centralbank), der de facto handler med statskassen, vadet ind på de finansielle markeder, opkøbt selskabsobligationer hos AT&T, Apple og endda Coca-Cola og udlåner direkte til alle fra obligationsforhandlere til non-profit hospitaler. Sammen har Federal Reserve og Statskassen finansieret 11% af USAs samlede erhvervsgæld. Overalt i den rige verden følger regeringer og centralbanker samme mønster.

Den sidste funktion er den vigtigste: lav inflation. Fraværet af opadgående pres på priser betyder, at der ikke er behov for øjeblikkeligt at bremse væksten i centralbankens balance eller at hæve de korte renter fra deres nuværende pris på lige omkring nul. Lav inflation er derfor den grundlæggende grund til ikke at bekymre sig om offentlig gæld, som takket være den imødekommende pengepolitik nu koster så lidt at vedligeholde, at det ser ud som gratis penge.

Lad dig ikke narre og tro, at statens magisk rolle vil vende tilbage til det normale, når pandemien er ovre, og arbejdsløsheden falder. Ja, regeringer og centralbanker nedtoner muligvis deres udgifter og kautioner. Men den nye æra af økonomi afspejler kulminationen af nogle mere langsigtede tendenser. Allerede inden pandemien, blev inflation og renter holdt nede på trods af et historisk boom i på arbejdsmarkedet. I dag viser obligationsmarkedet stadig ingen tegn på bekymring for den langsigtede inflation. Hvis det er rigtigt, kan underskud og penge-udskrivning muligvis blive standardværktøjer i beslutningsprocessor i årtier. Centralbankernes voksende rolle på de finansielle markeder afspejler i mellemtiden bankernes stagnation som formidlere og fremtrædelsen af innovative og risikosultne skyggebanker og kapitalmarkeder. I gamle dage, da forretningsbanker styrede kapital udlåningen, fungerede centralbanker som långiveres eller bankernes sidste udvej hvis ikke de kunne låne penge andre steder. Nu er centralbanker i stigende grad nødt til at gøre det beskidte arbejde på Wall Street og andre steder ved direkte at markedsfører denne sidste udvej til låntagerne.

En stat med en permanent bredte og dybde på tværs af økonomien skaber også nogle muligheder. Lave renter gør det billigere for regeringen at låne at bygge ny infrastruktur, fra forskningslaboratorier til elektricitetsnet, ting der vil øge væksten og tackle trusler som pandemier og klimaforandringer. Når samfundet bliver ældre, vil stigende udgifter til sundhed, sygehusvæsen og pension være uundgåelige – så hvis de skabte underskud bidrager til at give en nødvendig stimulus til økonomien, jo mere grund til at omfavne dem.

Alligevel indebærer den nye æra også alvorlige risici. Hvis inflationen uventet springer, ryster hele gælds-korthuset, da centralbankerne er nødt til at hæve deres styringsrenter og til gengæld betale store summer af renter på de nye penge reserver, der er oprettet for at købe obligationer. Og selvom inflationen forbliver lav, er det nye maskineri sårbar over for grus i form af lobbyister, fagforeninger og kriser.

En af monetarismens centrale læresætninger var, at den øgede makroøkonomiske ledelse fører til uendelige muligheder for politikere til at give vennetjenester. De har allerede besluttet, hvilke firmaer der får skattelettelser, og hvilke arbejdstagere der skal betales af staten for at vente på, at deres gamle job vender tilbage. Snart bliver nogle lån til den private sektor misligholdt, hvilket giver regeringerne mulighed for at vælge, hvilke firmaer der skal lukke og slukke. Når penge er gratis, hvorfor så ikke redde virksomheder, beskytte uddøende jobs og redde investorer?

Selvom det giver en kort stimulus, er det en opskrift på forvrængede finansielle markeder, moralsk fare og lav vækst. Frygt for politikernes nærsynethed var grunden til, at mange lande delegerede magten over pengepressen til uafhængige centralbanker, som kunne sidde med et enkelt, simpelt værktøj – renten – og bruge den til at styre den økonomiske cyklus. I dag virker rentesatserne, eller rettere manglen på samme, impotente, og Cheferne der driver verdens centralbanker, virker snarere som tjenere, der fungerer som regeringens gældsstyringsarm.

Frie markeder og Palles Gavebod

Hver ny æra af økonomi konfronteres med en ny udfordring. Efter 1930’erne var opgaven at forhindre depressioner. I 1970’erne og begyndelsen af ​​1980’erne skulle den hellige gral stoppe den stigende inflation. I dag er politikeres opgave at skabe rammer der gør det muligt at styre konjunkturcyklussen og bekæmpe økonomiske kriser uden en politiseret overtagelse af økonomien. Hvordan kan det gøre? Kunne værktøjerne involvere delegering af skattemæssig ildkraft til teknokrater eller reformering af det finansielle system, for derved at sætte centralbanker i stand til at tage renten dybt i negativt og derved udnytte det revolutionerende skift blandt forbrugerne fra gammel bank systemet til fintech og digitale betalinger. Indsatserne er høje. Fejl vil betyde, at tiden med frie penge til sidst kommer til at koste en svimlende pris.